Kære venner og familie
Nu er vi nået til Mozambique efter en fantastisk uge på safari i Sydafrika. Alt er gået godt, vi er raske og stadig sultne for flere oplevelser.
Vi havde 6 overnatninger, 5 hele dage på Bongani Mountain lodge.
Dette er hovedbygningen, hvor restauranten med terasse ligger foroven og en lille shop forneden. Man bor så i små hytter fordelt rundt i området. Der kan være ca. 80 personer ialt, men der var for det meste kun ca. 30 gæster, da det var udenfor sæson.

Her kan I se lodgen lidt oppefra.

Vi havde hjemmefra kun betalt for én daglig safari, men det kunne vi selvfølgelig ikke nøjes med, så vi tog på 4 ture ekstra, plus en bushwalk (Her var Rasmus ikke med, da man skulle være over 12 år, så noget af personalet passede ham).
Vi skulle op om morgenen kl. 5.30 puha. Så var der te og derefter tog man ud på morgensafari, lige mens solen stod op. Vi kørte i åbne jeeps, i de første par dage kørte vi med 3 englændere og derefter var der bare os i bilen. Der var 2 rangere med; December, ”game driveren” og Aron, “game vieweren”. Aron sad ude på køleren og spejdede efter dyr.
Her kan I se jeepen. Det er Aron, som kører her, mens Rasmus har fået lov at sidde på Arons plads. Det var faktisk sidste dag, da vi blev kørt ud af området, hvor drengene på skift fik lov at sidde foran, mens vi kørte de 7 km ned til porten. Det var også et hit. Jonas spejdede nogle zebraer.

Vi så en masse dyr. Det første vi så, var næsehorn. Dog ikke denne, men en større han.
Denne hun med unge så vi også på vores første morgensafari, ungen stod og diede og hoppede derefter lidt rundt.
Så lavede den grimasser.
Vi så også en masse bøfler. Flere gange havnede vi midt i en flok.

Midt under turen, holdt man en pause. Som regel på en klippe med udsigt over området. Som i kan se er det koldt, men heldigvis var der tæpper i jeepen og varm cacao/te/kaffe og småkager.


Når man kom hjem fra morgensafari ved 9-tiden, var der stor morgenmadsbuffet, med alt hvad hjertet kunne begære. Mikkel fik bacon og æg 5 dage i træk!
Mellem kl. 1 og 2 var der stor frokost buffet. (Hvis man kunne proppe mere i sig efter morgenmaden). Nogle gange blev buffet’erne serveret i restauranten, hvis det var koldt. Ellers ude på restaurant terassen, eller i den runde “boma”.
Her sidder vi på terassen og får morgenmad.
Tiden på lodgen (imellem at man proppede sig med mad) kunne bruges til at gå i poolen. Det var nu kun ungerne som badede, da det var ret koldt.
Ved poolen, var der nogle frække Vervet aber, som hoppede rundt, og hvis de kunne se deres snit til det huggede de frugt fra buffeten.
Ellers kunne man sætte sig på udsigtsklippen og spejde efter dyr nede i dalen ved vandhullet. Her kunne man se forskellige hjorte; kuduer, impalaer og waterbuck. En af dagene så vi en bøffelflok på over 80 individer, 3 hjortesvin og 9 impalaer samtidig.
(Billederne desværre taget med det andet kamera). Man kunne også se bavianer hoppe rundt på de andre klipper hist og pist. Her sidder vi og spejder.
Kl. 3:30 var der te og kager oftest serveret ved poolen inden man tog afsted på aftensafari ved 4-tiden. Før pausen kørte man i skumringen, hvor der stadig var en del lys. Den ene aften havnede midt inde i en elefant flok. Bilerne må godt køre væk fra vejene, og det gør de! Når der bliver set et dyr kører de direkte ind i bushen over store buske og store sten og op og ned af skrænter. Det er nogle ret fantastiske biler og chauffører. Disse elefanter havde en anden jeep set oppe på bjerget og vi kunne se dem komme ned. Så December kørte ind, hvor han troede de ville havne, men det var mildest talt ufremkommeligt. Men det lykkedes alligevel at køre op ad en stejl skrænt og så var der pludselig en elefantflok, der stod i formation mod os med ørerne slået ud. De fandt os nu hurtigt som en liden trussel og fortsatte med at spise træer. Bortset fra denne “tumling”, som forsøgte at spille “smart” og se farlig ud.

Her står de næsten allesammen. Det er voksne hunner med unger fra flere sæsoner.
Siden så vi mange flere elefanter.
Ved pausen på aften-safari får man vin, sodavand eller drinks, mens det sidste lys forsvinder. Så kører man videre, mens de lyser med en stor lygte frem og tilbage ud i mørket. Nogle gange ser nogle af de andre jeeps noget interessant, og så bliver der ræset igennem natten i fuld fart ud af jordvejene for at nå frem, hvis det er noget interessant. Det syntes drengene var enormt sjovt. Bedre end rusjebanen. Nogle gange hoppede man halve meter i luften, specielt på det bageste sæde. Den ene aften havde nogle set en han-løve. Vi ræsede og kørte rundt i lang tid inde i bushen sammen med et par andre jeeps og lyste uden held. Men da vi så kørte tilbage lå den pludselig inde i siden og gabte.
Desværre er det svært at tage billeder i mørke, men måske kan I skimte den her.

Den anden hanløve vi så, var desværre også om aftenen. Men vi så en hunløve, der luskede rundt, som vi fulgte efter et stykke tid.
Når man kom tilbage fra aftensafari ca. kl. 20.30 var der stor aften-buffet. Her sidder vi udendørs i “bomaen”; en rund indhegning af bambus med bål-blus rundt omkring.
Vi så selvfølgelig også giraffer og zebraer. Nogle gange gik de sammen som her. Så zebraerne kunne nyde godt af giraffernes gode “overblik”.
Den ene dag var vi på bushwalk med December. Bortset fra Rasmus, som var for lille.
Han fortalte os om forskellige planter, og vi var heldige at se nogle zebraer, impalaer og kuduer, selvom dyrene virker mere skræmte, når man kommer gående.
Her kigger vi på et skelet af et vortesvin.
Vi gik lidt op ad skrænten og December viste os nogle bushmen malerier, som der er ca. 200 steder af i området. Billedet her er dog ikke fra bushwalken, men en safari-tur, hvor vi også lige var ude at kigge på nogle andre malerier.

Under klippen lå en meget giftig slange, men den rørte sig meget lidt, da slangerne ligger i hi på denne tid af året. Det er for koldt.
Her ser I December og drengene:

Det var så slut på denne rejsebeskrivelse. Vi så flere andre dyr. Bl.a. et kobbel vilde hunde, der gik lige forbi vores jeep. Det syntes Lillian var et scoop, men billederne er taget med det andet kamera. Derudover en masse andre dyr; ørne, nat-ugler og en masse andre flotte fugle, 2 slags manguster osv.osv.
Håber I alle har det godt.
Næste indlæg bliver fra Mozambique.