Dag 11 – Juleaften

I dag er det juleaften. Det pisser ned fra morgenstunden, så det ser lidt surt ud med julestemningen. Kristians vejrtjenester giver desværre ikke meget håb for bedring i løbet af dagen.

Trods regnen gik Lillian, Lise og Ole ud på den store tur i nationalparken. Sporet går langs med vandet hele vejen rundt om en pynt. På pæle ud for kysten sad adskillige Fregatfugle, terner og pelikaner.

Gul Viper

Gul Viper

Et hollandsk par vi mødte viste os en slange. En lille gul Viper, der eftersigende skulle være meget giftig. Det var som om vi lige pludselig havde fået slået et slangefilter til, for lige pludselig så vi slanger over det hele…- Vi så 2 slanger mere.

På turen så vi også brøleraber, kapucineraber og vaskebjørne. Det regnede stort set på hele turen, men vi var klædt godt på med regnslag, så det betød ikke så meget.

Ølpause

Ølpause

Turen slutter oppe ved hovedvejen, omkring 5 km syd for Cahuita. En gang i timen kommer bussen forbi, så det er ret nemt at komme tilbage. Vi var ved parkudgangen kl. 15:30, så vi havde lige ½ time inden bussen kom. Vi nød en øl ved den bar, der belejligt lå lige uden for parken.

De andre havde været ved stranden i regnvejret. Det havde været super sjovt. Hele vejen langs med stranden er der halvtage hvor man kan sidde i ly for regnen. Der havde Kristian siddet og hygget sig.

Aftenens julemiddag havde vi arrangeret et sted som vi havde fået anbefalet af Jorge fra Willies Costa Rica Tours, det er dem vi bookede Tortuguera turen igennem. Relax skulle være en udmærket restaurant, og Jorge garanterede at de ville lave en helt speciel julemiddag for os, det skulle vise sig at være sandt…

Kristians mening om maden

Kristians mening om maden…

Relax ligger lidt uden for byen, så vi skulle ud på en lille gåtur. Det regnede stadig en smule, men vi nåede alle tørskoet frem. Lad os sige det med det samme, det var det dyreste men også ringeste måltid vi har fået i Costa Rica. Det ødelagde dog ikke julehyggen. Vi fik spillet kort og vi vi aftalte at spise desserten inde i byen.

This entry was posted in Costa Rica 2012. Bookmark the permalink.

Skriv et svar