Så lakker det mod enden. I dag skal vi køre til San José. Vi har booket 2 værelser på Dos Palmas, et lille tæt på lufthavnen. Vi skal være der inden 13, for der bliver hentet.
Vi stod op 6:30, pakkede bilerne og sagde farvel til det hollandske værtspar. Kl. 7 rullede vi derudaf. Turen startede dramatisk, på den første bakke vi kørte opad kolliderede Lise og Kristians bil med en stor fugl. Den fløj overvejen og lige ind i tagbøjlen. Tagbøjlen blev revet løs, og da vi gik tilbage for at finde et beslag fandt vi fuglen liggende i vejkanten. Den var døende. Det var sørgeligt, en stor flot Crested Guan (86 cm kan den blive).
Vi havde besluttet at vente med at spise morgenmad til vi havde kørt nogle timer. Det blev Outback Jack’s Roadkill Grill der blev besøgt igen. Vi fik en omgang burgere næsten alle sammen, de smager bare godt.
Næste korte stop var broen over Tarcoles floden, kun 5 minutter fra Outback Jack. Vi havde undret os over, at der var fyldt med mennesker på broen, da vi kørte den anden vej. Vores hollandske værtspar fortalte, at det var krokodiller de kiggede ned på. Det var noget af et syn, over 40 store krokodiller lå på det lave vand og lavede ingenting.
Vi nåede hotellet 12:45, lige samtidig med gutterne fra Thrifty. Vi fik afleveret bilerne. I morgen har vi gratis transport til lufthavnen, 5:30 bliver vi hentet, 8:00 flyver vi.
Lillian ville have en kop kaffe, så vi gik en tur i området. Alajuela hedder byen ude ved lufthavnen, men det lykkedes aldrig at finde noget der lignede et bycentrum. Vi vadede ud af vejen nogle kilometer, men alt så rimelig trøsteløst ud, så vi vendte om og endte på en Denny’s restaurant tæt på hotellet. Det endte også med at det var der vi spiste aftensmad. Tænk at sidste måltid i Costa Rica blev på en amerikansk fastfood kæde…
På hotellet sluttede vi aftenen af med at se italiensk quizshow og drikke den champagne, vi havde til overs fra nytårsaften.